
I oktober 2025 deltager personale fra Skorpeskolen i et Hackaton i Slovenien.
Det sker i forbindelse med det Erasmus+ støttede projekt ”Didactic Bricks”, hvor 6 organisationer fra Danmark, Holland og Slovenien er gået sammen om at udvikle undervisning med fokus på bæredygtighed. Efter besøget i Slovenien afprøves nye forløb i udvalgte klasser.
Vidste du, at Skorpeskolen har en strategi, som lægger op til netop at fokusere på bæredygtighed i hverdagen? Både i undervisningen og skoledriften generelt. Faktisk har vi en ambition om at indføre vores egne uv-mål på alle klassetrin og fag, således at bæredygtighed får en betydelig rolle for alle.
I november 2025 vil 6. klasse opleve, at deres klasselokale får en kærlig hånd.
Lokalet er et af skolens mindste undervisningsområder, hvorfor vi har fået hjælp at eksperter til at indrette det hele alternativt, således at elevernes forskellige læringsbehov kan tilgodeses.
Så ud med firkantede borde på række, og ind med flere forskellige typer af arbejdsstationer og muligheder for gruppearbejde.
Vi håber, at eleverne i 6. klasse, samt fremtidige elever i lokalet, vil få stor glæde af disse rammer for undervisningen. Vidste du, at Skorpeskolen har en lærerguide, som lægger op til læringsrejser i undervisningen, som netop fordrer alt andet end kedeligt ensformigt stillesiddende arbejde i hverdagen?
I september 2025 får skolen en masse nye spændende og udfordrende lege- og spillemuligheder på vores udeområder.
Efter flere års vedholdende arbejde fra skolens bestyrelse er det lykkedes at få myndigheders tilladelse til at bygge en stor indhegnet fodboldbane med lidt tilskuerpladser. Eleverne får desuden nye klatre-, balance- og styrkeredskaber man kan tumle sig i. Er man mere til en tur i den nye rutschebane eller afslapning i de mange nye hængekøjer, så er det også en mulighed. Vores nye amfiteaterscene har nok Danmarks flotteste udsigt ud over Øresund. Endelig får vores yngste elever glæde af de nye vandbaner til sjov og læring.
Vi har allerede taget det første spadestik til det hele.
I august 2025 løftede CEPOS sløret for hvilke skoler i Danmark, som præsterer den bedste undervisningseffekt. Vi er meget stolte over at ende i den absolutte top, nemlig som nummer 17 ud af små 2000 grundskoler i Danmark.
Undervisningseffekten handler om skolens evne til at løfte elevernes faglige niveau ud over, hvad man kunne forvente baseret på skolens socioøkonomiske baggrund (beliggenhed, klientel m.v.).
Faglige resultater kommer af et godt og trygt undervisningsmiljø, som forudsættes af et dygtigt personale, som hver dag gør deres bedste for, at vores elever har en god skoledag.
En stor tak skal derfor lyde til alle som bidrager i hverdagen: fra kokke, pedeller og administration til lærere og pædagogisk personale. TAK for jer.
